REDAKTØRENS
ANBEFALING
DEN SOM FLASKEHALSEN
PEGER PÅ
Den første bog i KARDAHL serien. En sjov og rørende historie om den akavede ungdomskærlighed.
Til læseren, som kunne lide Kærlighed Ved Første Hik, men ønsker lidt mere dybde.
’Historien handler ikke om den triste, magre, stille dreng. Historien handler om kærlighed – den handler om en pige. Nej, ikke hende. Nej, heller ikke hende, selvom hun var vildt sød. Jeg kunne faktisk rigtig godt lide hende. Nej, HENDE! Den ene forelskelse, der for altid ændrede mit syn på kærlighed.'
BOGUDGIVELSE
KOMMER 26. FEBRUAR 2026
GUDS GRØNNE JORD
“Man sidder naglet til sofaen. Som Steinbecks Øst For Paradis, bare vest for Silkeborg i 1955."
- ERNST MIKAEL JØRGENSEN
FILOSOFISK THRILLER
​​
Johannes Bonde, en forældreløs ung mand, vokser op på den jyske hede i 1950’erne. Bag et ydre som Elvis Presley og talegaver som Søren Kierkegaard gemmer sig en brutalitet, der truer med at opsluge alt omkring ham. Da to stærke kvinder krydser hans vej, udløses en kæde af begivenheder, hvor kærlighed, begær og ondskab kolliderer med skæbnesvanger kraft. Johannes’ indre kamp mellem længslen efter kærlighed og det destruktive mørke, der bor i ham, driver ham mod afgrunden – og trækker alle omkring ham med.
​
Romanen stiller skarpt på spørgsmålet om, hvor grænsen går mellem det gode og det onde i mennesket; en intens fortælling om skyld, forsoning og identitet. Kan man elske og samtidig ødelægge alt, man rører ved? På heden, hvor naturen er både smuk og ubarmhjertig, udspiller sig et drama, hvor intet er, som det ser ud; en historie, der aldrig skulle have været glemt.
UDDRAG:
​​
Prolog
​
På sin vis var han ligesom heden. Livet kom til ham uden besvær. På sin helt egen vis formåede han – ligesom heden – at vandre gennem dagen uden at skulle tænke for meget over tingene. Solen tørrede lyngen. Kartoflerne groede i jorden. Skønheden var brutal i sin vindblæste renhed, og dagen af vejen kærtegnede ham med sin forførende overkommelighed. Problemer rakte sjældent længere, end det næste måltid. Det bekvemme liv er en ondsindet ledsagerske.
Ikke langt fra jernbanen lå der et sted med det lidet flatterende kælenavn hullet. Det var i sandhed et tarveligt kælenavn, der antydede en undertone, en hånlig foragt for, hvad dette sted havde at byde på. Dog fandt man næppe et smukkere stykke land. Nu er skønhed vel også et af de mest forunderlige af subjektive koncepter, spundet i det menneskelige sind. Hvad nogen finder smukt, finder andre grimt. Hvad én glædes ved, græmmes den næste ved. Hvad der på det nærmeste kvæler dig, giver mig livskraft til at møde morgendagen med fornyet håb.
Nedsænket mellem bakker og skov, i den grønneste af dale, snoede en å sig gennem landskabet, ind og ud mellem birketræernes lysegrønne frakker, der luftigt vejede over deres sorte og hvide ben. Psykedeliske mønstre af mørke og lys smeltede ned ad de slanke stammer. Åen blev til en lille sø, som, på grund af den livgivende gennemstrømning, var noget af det frodigste, man kunne forestille sig. Forbi søen fortsatte åen sin rislende vandring, og dalens livsnerve forsvandt bag bakkerne. Kun svagt kunne man i ny og næ høre en antydning af den virkelige verden derude, når den skæve bane, der bugtede sig vej fra Christianshede mod Silkeborg, rumlede forbi deroppe bag draget.
Hun rystede mobilen, som om det skulle gøre det lettere for et flyvsk signal at finde vej til netop hendes aggregat. „Prøv at se her!“ ...